Sunde rædsler: goderne ved at have parasitter Understand article

Oversat af: Lektor Jørgen Wilhelmsen, Hasseris Gymnasium, Aalborg Danmark. Matt Kaplan undersøger de rædsler som gemmer sig i os – burde vi ændre vores syn på dem?

Bændelormens hoved er
udstyret med to ringe af
kroge og fire sugeskiver, som
kan forankre den til værtens
tarm

Billede stillet til rådighed af
Institute for parasitology, Berns
Universitet, Schweitz

Definitionen af, hvad det vil sige at være et sundt menneske har været temmelig ens i mere end hundred år. Almindeligvis vil leksikoner beskrive et godt helbred som en tilstand fri for svækkelse og sygdom, men forskning udført i de sidste 10 år er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved denne klassiske definition som et resultat af en mængde studier, der tyder på at forskellige sygdomsfremkaldende organismer spiller en nøgle rolle i styringen af mange dyrs helbred.

Et af de mest ligefremme eksempler på dette involverer de parasitiske bændelorme slægter Anthobothrium og Paraorigmatobothrium. Lige som enhver anden bændelorm suger de næringsstoffer fra fordøjet mad, medens de sidder inde i dyrets tarm.

I stedet for at sidde i tarmene hos hunde, katte eller mennesker, sidder disse orm i en hajs tarm, hvor de stjæler næringsstoffer fra rovdyret, før det selv kan optage dem. Mens et lille antal bændelorm kun får inficerede dyr til at spise oftere, så kan mange, altså store populationer af bændelorm, gøre værtsdyret meget syg.

Et forskningsprojekt udført af Masoumeh Malek og en gruppe forskere ved Universitetet i Teheran i Iran viser, at disse parasitiske bændelorm kan yde en særdeles vigtig service overfor deres værter.

En haj
Billede stillet til rådighed af
qldian / iStockphoto

Efter at have dissekeret 16 “Whitecheek sharks” (Carcharhinus dussunieri) fra den Persiske Golf og fjernet de bændelorm de fandt, sammenlignede gruppen koncentrationerne af forskellige stoffer, som de fandt i hajens væv med bændelormenes. De opdagede, at ormene havde forbløffende 278 til 455 gange højere niveau af de giftige metaller cadmium og bly i deres små kroppe, end hajerne havde.

Så samtidig med at disse bændelorm stjæler næringsstoffer fra hajens tarm, sørger de sandsynligvis også for at yde hajerne en uvurderlig service ved at fungere som filtre, som beskytter rovdyrene mod at blive forgiftet af tungmetaller (Malek et al., 2007).

Opdagelser som disse i denne undersøgelse skaber tvivl om definitionen af en parasit. Parasitter formodes at tage, hvad de har brug for, gøre skade på deres vært i processen, og ikke give noget positivt tilbage. I modsætning til dette vil organismer, kaldet mutualister, sørge for en gevinst for værten og modtager en gevinst til gengæld den anden vej; organismer som bliver kaldt kommensaler giver en gevinst til deres vært, men får ikke noget igen. Hvilken rolle haj ormene, som almindeligvis betragtes som parasitter, spiller er svært at bestemme. Og en sådan forvirring gælder ikke kun for haj parasitter; mange parasitter, som bruger mennesket som vært rejser det samme spørgsmål.

Kan vi bruge parasitter til at
tæmme immunsystemets
aggressivitet?

Billede stillet til rådighed af
Eraxion / iStockphoto

Forvirringen begyndte i 1970’erne, da John Turton en kronisk allergiker og forsker, på det tidpunkt ved UK Medical Research Council, besluttede med vilje at lade sig smitte med parasitiske hageorm, Necator americanus. Hans handling kan synes vanvittig, men han havde mistanke om at ”noget” ved at have parasitter at bekæmpe ville få hans immunforsvar til at ændres og formindske dets allergiske reaktioner. Faktisk virkede Turtons selv-eksperiment, så han rapporterede i The Lancet, et medicinsk tidsskrift, at hans allergiske reaktioner blev reduceret i de to år, hvor parasitterne levede inde i ham (Turton, 1976).

Logikken bagved Turtons forsøg byggede på den ide at allergier, eksemer og astma er overreaktioner fra immunsystemet. Under normale omstændigheder vil immunsystemet lede efter skadelige organismer og ødelægge dem. Imidlertid angriber immunsystemet ikke kun skadelige organismer hos allergikere, eksem-patienter og astmatikere, men også organismer, som ikke er en trussel.

Nysen kan være en af
konsekvenserne af et
overreaktivt immune system

Billede stillet til rådighed af
BigPappa / iStockphoto

Indvoldsorme har, fordi de har levet i millioner af år med at blive angrebet af værternes immunsystem, udviklet forsvarsmekanismer, som hjælper dem med at forpurre angrebene. En af de mest effektive af disse mekanismer er at frigive bestemte stoffer, som nedsætter immunsystemets følsomhed, hvilket betyder at immunsystemet opdager færre indtrængende organismer, således at parasitterne har en mindre sandsynlighed for at blive chikaneret.

At dæmpe immunforsvaret kan lyde som en dårlig ide. I en vis udstrækning er det tilfældet, specielt når parasitter udnytter det. Men forskere ved University of Nottingham, UK, ræsonnerer, at efter millioner af års evolution, så er det menneskelige immunforsvar så vant til angreb fra parasitter, at uden dem vil det undertiden fungere dårligt, blive overdrevent aggressivt, når de ikke er til stede.

Skønt Turtons undersøgelse havde en pointe, involverede den kun en enkelt deltager, nemlig ham selv. God videnskab kræver imidlertid mange forsøgspersoner og gentagne eksperimenter for at bekræfte resultaterne. David Pritchard og hans kolleger ved Nottingham Universitys School of Pharmacyw1 UK, forsøger netop at gøre dette.

I mange år har Pritchards team studeret allergi og astmas udbredelsen i både U-lande, hvor parasitter er almindelige, og i udviklede lande, hvor de nærmest er fuldstændigt fraværende. De har bekræftet resultaterne fra mange kolleger, som finder at allergier ofte er ikke eksisterende i regioner, hvor parasitiske orm tit findes hos mennesker. Dette kunne tyde på, at parasitter beskytter folk mod allergier og astma, men fordi så mange andre betingelser er forskellige mellem udviklede og uudviklede lande, er det umuligt at være sikker på, at netop ormene er årsagen til forskellen.

Astma
Billede stillet til rådighed af
CT757fan / iStockphoto

Den eneste måde, hvorpå man sikkert kan undersøge om parasitter virkelig spiller en rolle i at sørge for at holde det humane immunsystem ordentligt i funktion, består i at inficere et stort antal af allergi -, eksem – og astma patienter med parasitiske orm og tæt følge deres tilstand for at se, om deres allergi og astma bliver mindre alvorlig over tid, når de sammenlignes med en kontrolgruppe af patienter, som ikke blev inficeret.

Sådanne eksperimenter med astmatikere foregår i øjeblikket i Nottingham. Et fortsat arbejde med orm kan være ønskelig, alt efter, hvordan patienter reagerer på behandligen.

Selv om forskningen viser at parasitter kan hjælpe mod allergiske reaktioner, så vil spørgsmålet selvfølgelig stadig være om mange personer vil være villige til at følge i Turtons fodspor og synke en mundfuld orme larver som medicin. Heldigvis behøver de ikke det: ved Strathclyde University i Glasgow, UK eksperimenterer et forskerteam ledet af William Harnett med et komplekst protein, der dannes af den parasitiske orm (Acanthocheilonema viteae) som inficerer gnavere. Deres forskning viser, at selv i ormens fravær har det isolerede protein evnen til at reducere allergiske reaktionerw2.

Skønt der er behov for meget arbejde for fuldt ud at forstå, hvad dette protein faktisk gør, så er der et reelt potentiale i at prøve at bruge parasitiske proteiner til at kontrollere af tilstande så som allergier, astma og eksem. Måske vil patienterne finde denne løsning mere velsmagende?

Download

Download this article as a PDF

References

Web References

Resources

Author(s)

Matt Kaplan er en professionel videnskabs journalist baseret i London,UK og Los Angeles,CA,USA, som regelmæssigt skriver om emner fra paleontologi og parasitter, til virologi og vindyrkning. Når han ikke sidder ved skrivebordet, organiserer han vildmarks ekspeditioner i fjerne regioner af verden. Se websitenw3.
I forhold til Science in School artikler afstår Matt fra sit sædvanlige honorar.


Review

Denne anmeldelse er en udmærket introduction til de forskellige typer af interaction mellem organismer og kan bruges på mange måder.

Flere typer af parasitter inddrages i artiklen. Hvor møder vi parasitterne i hverdagen? Elever kan for eksempel tænke på endoparasitter som orme hos katte, hunde og akvarie fisk eller på ektoparasitter som tæger, lus og igler. I hvilket organsystem forekommer disse parasitter, og hvilken effekt har de på deres værter? Måske kunne eleverne undersøge farerne ved og brugen af igler gennem historien. De kunne også undersøge livscyklus for bestemte parasitter og spekulere over, hvordan deres anatomi er tilpasset deres levevis.

Artiklen fortsætter med at undersøge samspillet mellem parasitterne og immunsystemet og kunne bruges til at starte en diskussion om immunsystemet, dets elementer og regulering. Hvad hvis immunforsvaret selv skaber problemer? Hvor meget ved eleverne om astma og allergier? Lider nogen af dem af allergi? Hvad er grundene, hvordan kan disse allergier behandles i det lange løb og hvordan bør eleverne reagere i tilfælde af et udbrud?

Forfatteren introducerer den ide, at bruge parasitterne eller ekstrakter fra parasitterne til at behandle for allergi. Hvor meget ved eleverne om konventionel medicin? Måske kunne de diskutere antibiotika og bakteriel resistens, og om de mener at parasitter i fremtiden kunne bruges som et alternativ eller supplement til en medicinsk behandling? De kunne også drøfte hvorledes en ny behandling udvikles og testes (se Garner & Thomas, 2010).

Bør behandlinger kun blive foretaget på frivillige, eller er det en pligt for alle borgere at deltage? Hvem skal betale for forskningen og hvem har et udbytte af denne? Er det rigtigt at patentere medicin? Hvad med at patentere gen sekvenser eller genetisk modificerede organismer?


Morten Schunck, Danmark




License

CC-BY-NC-ND